• Skrevet af: FedeAnderzen

Fede's historie

Det har ikke været let at finde ud af hvad jeg skulle skrive om til fødselsdags siden, for hvordan vælger man blandt, de tusinder af gode minder, oplevelser og ikke mindst mennesker man har mødt og venner man har fået gennem sin tilknytning til Crafters. Men vælges skulle der, og valget faldt på en følelse.

 

Jeg husker det ganske tydeligt, det har været engang i sommeren 2012, Sky City var vokset sig meget stor efterhånden, og selvom vi startede ud i en ødemark, så var vi efterhånden ved at være lukket inde på alle sider af naboer og dermed kunne vi ikke rigtig bygge mere på byen. 

 

Jeg havde altid gerne villet bygge en vulkan og hvis vi alligevel skulle rykke videre kunne vi jo ligeså godt bo i en vulkan. Jagten gik derfor ind på et nyt sted at bygge, hvor vi var så langt væk fra andre som muligt og hvor der ingen metro var i nærheden, så vi slap for turister, der endte med at blive hængende. Vi fandt hurtigt et øde område helt ude ved verdens kant og tog ud for at kigge på om det kunne bruges og det var der den kom, følelsen:

 

Vi stod en 3-4 stykker på en bakketop, det var mørkt og når jeg tænker på det synes jeg at det blæste (selvom der aldrig har været vind i minecraft), vi talte sammen over mumble og man kunne mærke begejstringen i folks stemmer. Begejstring over mulighederne, her kunne vulkanen begynde at rejse sig, her kunne man bygge indgang, her en skov og på dén bakketop en ting, og på dén noget helt andet. Følelsen af frihed, muligheder, sammenhold, fællesskab alt sammen kogt ned til en koncentreret følelse af lykke(?).

Jeg vidste straks at det her ville blive episk, her ville vi endnu engang udrette store ting, her var der plads og her kunne vi være i fred, og bygge alle vores drømme uden at løbe tør for plads.

 

Jeg har tænkt tilbage på den aften mange gange siden og på hvordan jeg nærmest boblede indeni af entusiasme og glæde over at vi havde fundet det perfekte sted. Jeg har aldrig siden været i den sindsstemning, selvom det et par gange har været tæt på. Da Novus åbnede f eks og vi fandt søen som vi bor ved i dag, kom tæt på, men ikke helt så voldsomt.

 

Vi fik bygget vulkanen, og den blev episk, vi fik bygget en del derude og vi var i fred, for naboer og turister og selvom vi aldrig rykkede permanent derud og droppede at bygge i Sky CIty, så byggede vi regelmæssigt derude, indtil vi flyttede over på Novus.

 

Følelsen, jeg fik den aften, den glemmer jeg dog aldrig, den er essensen af alt der er fedt ved et sted som Crafters, når man ser mulighederne, man mærker drømmene, føler venskaberne og kaster sig ud i eventyret - så lever man gaming-livet som det kan opleves fra sin bedste side og det er derfor man vender tilbage til serveren dag efter dag, uge efter uge og år efter år.

 

FedeAnderzen