- Skrevet af: JacobBoTollak
JacobBoTollak's Historie
Crafters.dk - en kærlighedshistorie.
Min første oplevelse med Minecraft var hos min nevø, som var 10 år på det tidspunkt.
På hans bærbare PC viser han mig et spil, hvor han kan grave i jorden, og bruge de sten han graver op som byggeklodser.
Det er gråt, og ensformigt. Jeg synes det er et spil der virker kedeligt og er uden egentligt indhold.
Det var Minecraft, i en af de første alpha versioner, i 2009/10.
Et par år senere, er min egen dreng blevet 8 år, og vi er begyndt at spille en del computer sammen.
Jeg falder over det hersens "Minecraft", fordi det er blevet så populært et emne på Youtube, og kan pludselig huske at jeg har set det før hos min nevø.
Men spillet er meget forandret. Det virker som en "rigtig" verden nu, og jeg får lyst til at give det et skud.
Spillet er købt, og jeg sidder og hygger mig gevaldigt med det, da min søn får interesse for det jeg laver.
Derfor køber jeg 2 accounts mere. En til min dreng, og en til min pige.
Tollak klanen er skabt! Vi er nu 3 Tollakker i Minecraft, da vi alle har brugernavne med "Tollak" i.
(vi vil senere blive til 7 i alt)
Den første verden.
Det næste uger går med at hygge sammen i vores første verden.
Jeg er HELT blank, har set meget lidt Youtube med Minecraft, så alt er nyt for mig. Jeg må ty til internettet for at finde ud af hvad jeg skal efter at have banket på et træ uden der skete noget.
Åbenbart skal man holde musetasten nede i længere tid, før det går i stykker :-S
Særligt 3 ting husker jeg fra vores verden.
1. Mit første møde med et andet levende væsen: Jeg møder et sindsygt klamt væsen i vandet, med monsteragtig mund der åbner og lukker sig, og store tænder. Det giver mig gåsehud så ukendt og ulækkert synes jeg det er. Det viser sig senere at det er en simpel blæksprutte set nedefra.
2. Vores store hule som vi finder under jorden i en lang gang, lidt á la en ravine i dag. Nej hvor var det skræmmende at gå dernede blandt zombier og de her psykopatiske grønne skabninger der bare sprænger i luften.
3. Alt det træ og sten jeg får gravet op. Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af det, jeg har ikke mere plads i mit inventory. Så jeg begynder at stable det op i store bunker ved siden af vores hus. Ja, nogle dage senere finder jeg så ud af man kan lave en kiste xD
Det var helt unikt, at blive smidt ind i en verden uden hjælp til noget som helst. Det har jeg aldrig oplevet i et andet spil, hverken før eller siden.
Men hvor bliver Crafters af i denne historie?
Efter at have spillet nogle uger, tænker jeg at det kunne være interessant at spille Minecraft med andre også. Jeg savner nogle på nogenlunde samme alder og niveau som jeg selv at dele oplevelsen med.
Efter lidt søgen på nettet, finder jeg Crafters.dk, og deres hjemmeside. Det er i Oktober 2012.
Jeg logger på serveren, og det er lidt af en overvindelse, da jeg ikke har spillet online på en server i nogle år. Sidst var med Diablo II, hvor jeg var med i en guild. Det var i 2002/3.
Jeg logger ind i det famøse default rum over spawnkatedralen på Senex. Hold....da....kæft!!!
Det var så sindsygt imponerende at se ud over alt det der var bygget. Det brugte jeg længe på, inden jeg kom ned til selve spawn, og begyndte at gå rundt.
Jeg hilser pænt, og får en god modtagelse. Der bliver snakket om Matador! "Fedt, nogle der er voksne nok til at snakke om Matador, det skal nok blive godt" tænker jeg, og spørger lidt ind til serveren.
Det er nrone og Pars der tager imod mig.
Efter gennemført ansøgning og tilhørende regeltest af nrone, kan jeg nu kalde mig VIP, som det så fint hed dengang. Og straks går søgen efter et godt område at bygge i igang.
Jeg lander et stykke væk fra spawn. Lige HER.
Og som mange andre, er mit første byggeri.... en borg.
The Islanders.
Efter noget tid på serveren, og mange linier i chatten, bliver jeg officielt indviet i fællesskabet hos "The Islanders". Det sker med et "golden shower", som heldigvis bare er en masse guldnuggets der regner nede over en.
Vi bruger vildt mange timer sammen i The Islanders. Og får bygget en del på vores ø.
Vi var 3 store grupper på serveren dengang: The Islanders, Sky City og Undervands Byen (UB)
The Islanders består stadig i dag, dog ikke på serveren desværre. Men vi mødes jævnligt i virkeligheden, og hygger os.
Kulminationen af min tid som almindelig spiller på Crafters, er i 2013, hvor der sker det uendeligt naturlige at jeg vinder den første PvP turnering jeg deltager i, sammen med min makker Predjon.
På kort tid stiger min berømmelse til uanede højder, og jeg udgiver bøger med citater under mit nye navn: CHAMPEN. ;-p
Det bliver alment kendt at der kun er én ægte Champ, og efterfølgende vindere i PvP benævnes som falske champs.
Der skrives tilmed en sang om det, godt nok er forfatteren mig selv xD
ALT er guld nu, mit skin, min krone på hovedet, og den pokal der hejses til ære for vores sejr i vores lejr.
(WHAT? nu hvor jeg kigger på worldmap, kan jeg se at nogen har pillet den ned.... jeg er bestyrtet!)
Det er en sjov periode, og jeg hygger mig gevaldigt med min selvironiske arrogance, som jeg benytter mig af stort set dagligt, både dengang og nu :D
Overtagelse af serverens drift.
I det herrens år: 2014, sker der ting og sager på Crafters.
-Jeg har en pause fra serveren, da The Islanders er blevet sure over et eller andet, jeg ikke engang kan huske. Sikkert noget toplatterligt.
Men jeg vender roligt tilbage igen.
-Julemand101 overtager serveren fra grundlæggeren xcanner. Dette desværre kun for en kort periode, da Mojang vælger at lade sig opkøbe af Microsoft.
Det er bestemt ikke noget der falder i god jord hos julemand101, og han vil ikke længere have ansvaret for at drive serveren.
Vi er flere der er bange for at serveren lukkes. Og der er samtidig udfordringer for server ejere, da Bukkit, som er det software, multiplayer servere benytter, ikke længere er lovligt.
Der opstår nogle grupperinger, som begge kommer med forslag til at køre serveren videre.
Jeg er med i den ene gruppering, som ender med at være Sighvatur og jeg selv.
Det kommer så vidt at der skal holdes en afstemning over hvilken gruppe der får lov til at køre serveren videre. Det er en skidt beslutning, Communitiet bliver revet over i to.
Det lykkes dog at få alle til at blive enige om den samme plan, og afstemningen afblæses.
Dette bliver starten på min tid som administrator for Crafters.dk.
I starten er vi 3 admins: Sighvatur, ninjastick og jeg selv.
Vi kæmper hårdt for at få skabt et nyt fundament, med en anden server software at køre på, og åbner op for Novus i december 2014. Senex kører stadig sideløbende, men stort set alle vælger at flytte deres aktivitet til den nye verden.
Jeg har på dette tidspunkt overtaget ejerskabet af Crafters, og betaler sammen med 3 andre gutter: zicy, farvader og FedeAnderzen, for serverens drift hos Hetzner.
Både på moderator- og admin siden er der udskiftninger hen over de kommende år, jeg holder også selv pause, men vender tilbage igen i starten af 2019.
Crafters - en unik server.
"Pause" kan man ikke rigtigt kalde det, for jeg har aldrig kunnet slippe Crafters helt. Det har jeg slet ikke lyst til.
Crafters er et fællesskab, der har efterladt så stort et aftryk på mit liv, at jeg ikke kan forestille mig et liv uden. Jeg har brugt mange timer på driften, sammen med de mange ildsjæle som jeg, der heldigvis er.
Jeg er stolt af at:
Vi har fået bygget et nyt setup bag kulisserne, med "afdelinger" der varetager forskellige opgaver.
Vi har et Moderatorhold med mulighed for at "prøve at være moderator" i en måned.
Vi har et Serverråd tager større beslutninger med afsæt i vores værdier.
Vi har en back-end afdeling der styres fremragende af zicy.
Vi har en Handelstadsforening, der vedligeholder driften af vores handelsby, Korsbæk.
Vi har en Mediegruppe, der laver Youtube videoer, og pifter vores digitale medier lidt mere op.
Vi har pt. en Eventgruppe, der planlægger events til feks. fødselsdagen.
Vi har med andre ord; en helt unik server.
Vi står for nogle grundlæggende værdier, som stort set er forsvundet med tiden andre steder på internettet. De principper som blev nedskrevet i starten af serverens levetid, har vi i store træk efterlevet.
Det har sikret os overlevelse i en verden, hvor det handler om hurtige spil, og videre. Vi er en fast klippe, som nye som gamle spillere altid kan vende tilbage til.
Jeg kender ingen andre spil/servere, hvor du som spiller kan vende tilbage til det du har bygget for 10 år siden, og det stadig står som du efterlod det.
DET er nostalgi, DET er tillid, DET ER CRAFTERS!
Tillykke med de 10 år, og specielt tak til xcanner og julemand101, som har gjort det hele muligt <3